Socialt handicappet

Jeg elsker denne årstid med de farver og lækkerier, som følger med
Jeg elsker denne årstid med de farver og lækkerier, som følger med
IMG_0478IMG_0455

Er det ikke nogle fantastiske farver, som dukker op rundt omkring for tiden? Jeg benytter årstiden til at øve mig i at fange farverne i kameralinsen.
Nu til et helt andet emne, som også fylder en del for tiden, nemlig følelsen af at være lettere socialt handicappet.

Jeg kan blive virkelig usikker i sociale sammenhænge, hvor jeg ikke kender de andre så godt. Nogle gange bliver jeg meget stille og kan ikke finde på noget at sige. Andre gange snakker jeg alt for meget og kommer nogle gange til at sige nogle mærkelige ting, som jeg egentlig ikke mener og slet ikke ved hvor kommer fra i den givne situation.

Det skete for nylig – det med at sige noget virkelig ånssvagt – og det forfølger mig stadig. Jeg fik sagt noget lidt generaliserende og snæversynet vedrørende børneinstitutioner. Jeg kunne godt selv høre, idet jeg sagde det, at det lød lidt ånssvagt og fik da også at vide efterfølgende, at så generaliserende kunne man da ikke se på det. Min hjerne gik helt kold, og jeg kunne ikke finde ud af at sige mere i den sammenhæng. Jeg har tænkt på situationen næsten dagligt siden og slået mig oven i hovedet og følt (føler) mig virkelig dum! Jeg ville ønske, at jeg kunne trykke på en ‘Delete’-knap, så episoden slet ikke var sket, eller at jeg i det mindste bare kunne slå den ud af hovedet og holde op med at tænke på den. Jeg ved heldigvis af erfaring, at episoden kommer til at fylde mindre og mindre som tiden går.
Jeg prøver desuden at huske mig selv på, at jeg nok ikke er den eneste, som kan være usikker. 

Jeg ville gerne være langt bedre til smalltalk. Den evne kan altid bruges, og det er en god måde at netværke på. Corporate Mor har skrevet lidt om det, og det synes jeg er meget brugbart. Jeg er blevet opmærksom på, at det for det meste går okay med at stille en masse spørgsmål. Men jeg skal øve mig mere i selv at tale. Oftest er jeg i situationen fuldstændig tom for ord og ideer til, hvad jeg kan sige, selvom jeg sagtens her ved tastaturen kan komme på optil flere ideer.

Men igen, jeg er nok ikke den eneste, som synes at det kan være svært. Og øvelse gør mester! 

Ny med ny på…

IMG_8237

Så er jeg startet på nyt arbejde. Igen. Det er et af vilkårene som yngre læge, især hvis man gerne vil ende som praktiserende læge eller ikke endnu har fundet den rette hylde. Det er blandt andet vejen til at blive praktiserende læge, som afskrækker mig fra specialet. Den indebærer syv forskellige ansættelsessteder på fire et halvt år, herunder ansættelser på fem forskellige hospitalsafdelinger. Det orker jeg simpelthen ikke på nuværende tidspunkt. Men jeg kan stadig ikke udelukke, at jeg alligevel ender i specialet igen på et tidspunkt.

Nu er jeg altså ny igen. Ny arbejdsplads, nyt speciale og nye mennesker. Langt færre patienter, langt mere kontorarbejde, jævnaldrende (og også ældre) kolleger, flekstid og planlægning af egen kalender en stor del af tiden. Det bliver meget anderledes i forhold til hvad jeg har prøvet tidligere, og jeg glæder mig!

Jeg er kommet godt fra start og er blevet taget rigtig godt imod. Min vejleder er alletiders, og jeg er så småt ved at fatte, hvad specialet går ud på. Jeg skal være her et helt år, og jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt og super spændende. Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver at “være væk fra patienterne”.  Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at savne det så meget, som jeg tidligere har troet. Tidligere (altså i gymnasietiden og også før den tid) har jeg sagt, at jeg skulle være  “noget med mennesker”. Med det har jeg nok ment, at jeg i størstedelen af min arbejdstid skulle stå overfor patienter/klienter/borgere. Men det er jo gået op for mig, at der er mange måder at arbejde med mennesker på og mange måder at være læge på. I min nuværende stilling ser jeg ikke patienterne/borgerne hver dag, men alt hvad jeg foretager mig, handler om disse mennesker og deres velbefindende. Nu må vi se, hvad jeg synes om det om nogle måneder.

Med fare for at lyde klagende, vil jeg altså sige: Det er hårdt at være ny og starte på nyt arbejde. Nøj, hvor er jeg træt. En dag i den første uge gav jeg mig til at tude (heldigvis herhjemme) af ren og skær træthed. Når alt er nyt, føler jeg mig hurtigt fuldstændig overstimuleret med nye indtryk, og søvnbehovet har været noget større de første arbejdsdage. Jeg ved fra tidligere, at det bliver bedre med tiden. Jeg ser frem til mange nye og spændende udfordringer, men også til at disse bliver knap så nye.

Lidt om vrede patienter…

Og om at sige “pyt!”.

Et forsøg på at illustrere, at jeg tager det afslappet, cool og siger "pyt" med fødderne smækket op på bordet
Et forsøg på at illustrere, at jeg tager det afslappet, cool og siger “pyt” med fødderne smækket op på bordet

En af de følelser hos andre, som jeg har sværest ved at håndtere, er vrede. Eksempelvis sorg, tristhed og masser af tårer har jeg det langt bedre med. Det kan jeg godt være i langt hen ad vejen. Jeg har siddet med flere patienter, som har været dybt ulykkelige over alvorlig sygdom hos dem selv eller hos deres pårørende. Jeg har på et kommunikationskursus under KBU’en (tidligere kaldt turnus) fået nogle gode redskaber til at hjælpe med at håndtere forskellige stærke følelser hos patienterne, men jeg synes også at jeg før kurset har haft det okay med ovenstående.

Men vrede patienter påvirker mig stadig meget og kan give mig virkelig ondt i maven. Det er uanset om det er i telefonen eller ansigt til ansigt i konsultationen. Jeg er heldigvis ikke stødt på så mange, og primært er de blevet vrede over ikke at kunne få en tid samme dag til noget, jeg har vurderet som ikke akut. Det har også været vrede over, at jeg ikke har kunne henvise til en undersøgelse, som de gerne ville have foretaget.

Således har vreden ikke været rettet mod min person eller noget, som jeg har gjort forkert, men jeg bliver alligevel enormt påvirket. Til dels tror jeg det skyldes, at jeg føler mig uretfærdigt behandlet. For jeg passer mit arbejde og jeg gør det godt. Det er jo ikke mig, som bestemmer hvor meget tid vi har ledigt på dagens program. Det er heller ikke mig som bestemmer, om en patient kan henvises til en bestemt undersøgelse. Der er helt klare indikationer for de fleste undersøgelser, og er disse indikationer ikke opfyldt, får man bare henvisningen retur. Men der ligger også en konstant usikkerhed på mine egne evner og lurer, og der bliver pustet til denne usikkerhed, hver gang nogle bliver sure eller vrede.

Det er så her, at jeg skal blive bedre til at sige “pyt!”. For når først patienten har smækket røret på eller døren i bag sig, kan jeg oftest ikke gøre andet, end at forsøge at ligge episoden bag mig. Det er oftest lettere sagt end gjort. Som med andre oplevelser, som jeg kan have svært ved at slippe, bruger jeg mine kolleger og lægeveninder meget. Det har jeg stor gavn af. Og så håber jeg desuden, at det hele bliver lidt lettere med tiden…

Søskendekærlighed og om at have to børn

image

En plus en er tre. Jeg havde ikke forudset den ekstra glæde som følger med at have to børn. De enkelte børn bringer glæde i sig selv. Men at se de to små hoveder sammen og se hvor meget glæde de allerede har af hinanden; det varmer mit moderhjerte i en grad jeg ikke havde forestillet mig!
De leger sammen, skændes og trøster hinanden. De kysser, krammer og slås. Storsøster forsvarer sin lillebror og hjælper ham. Hun forstår hans volapyk og udtryk langt bedre end os forældre. Hvis lillebror får tilbudt en kiks eller lignende, svarer han straks, at storsøster også skal have. Så det bobler i mig af ren og skær lykke.

Ovenstående overskygger klar, at det også kan være hårdt med to små størrelser. Jeg er da blevet bedre til at håndtere, når begge kræver min opmærksomhed samtidigt, men det kan stadig være svært. Følelsen af at være en dårlig mor, som knap kan tage sig ordentlig af sine børn, rammer stadig. Men jeg har med tiden lært, at det har mere at gøre med mit grundlæggende humør og overskud end mine egentlige evner som mor. Det værste er, når jeg føler at jeg skal prioritere mellem dem; hvem skal trøstes eller hjælpes først? Det skal jeg jo til et vis punkt, for jeg kan kun være ét sted ad gangen. Men hvis jeg føler, at jeg skal vælge mellem dem ud over det punkt med, hvem der først skal have tøj på; det kan jeg ikke lide! For jeg vil jo kun det allerbedste for dem begge, og de skal ikke forskelsbehandles. Aldersforskellen ligger en naturlig forskel mellem dem, indtil videre. Om kun et par år vil aldersforskellen på sin vis være langt mere udlignet.

Forholdet mellem de to minder mig om mit forhold til min bror. Vi har altid haft det rigtig godt sammen; også nu som voksne, hvor han er en af mine bedste venner. Jeg håber at mine børn bliver ved med at have et godt forhold til hinanden, også i årene fremover. En artikel i Jyllandsposten for nylig handler om, hvordan man sikrer at ens børn bliver venner for livet. Her tilrådes blandt andet at man hjælper børnene med at løse deres konflikter, at man aldrig spiller børnene ud mod hinanden, respekterer og imødekommer børnenes forskelligheder og lærer dem, at alle i familien hjælper hinanden.
Jeg tror ikke på, at der findes en opskrift til, hvordan man sørger for at ens børn får et godt forhold, men jeg synes at artiklen giver god mening. Flere af punkterne synes jeg, at vi er opmærksomme på. Men jeg ville gerne være bedre til at hjælpe dem med deres konflikter, for dem er der i perioder mange af, og der ved jeg ikke altid helt, hvad jeg skal stille op.

Det der motion

Jeg var engang vældig fysisk aktiv – cyklede til alt og trænede ivrigt på hold i fitnesscentret flere gange om ugen. Jeg var særligt glad for step og en bestemt instruktør med en helt fantastisk positiv energi, og jeg nærmest stalkede hendes timer. Da jeg var gravid med storsøster, var jeg i mit livs bedste form og jeg hoppede med på step-timerne indtil omkring uge 32. Men så blev jeg mor… Min krop havde det sådan set fint efter fødslen, så det var ikke der barrieren lå. Men rent praktisk har jeg haft svært ved at finde en træningsform, som fungerer. Da storsøster var lille, løb jeg med barnevognen, men det holdt kun nogle få måneder. Efter jeg er vendt tilbage til arbejdslivet efter barsel med lillebror, har jeg det sidste års tid forsøgt ugentlig holdtræning via idrætsforening. Men det var ikke den store succes, selvom vi var et par veninder som skulle forestille at holde hinanden i gang. Jeg har været afsted højst hver anden gang, og træningen var heller ikke inspirerende. Jeg synes, at det er sjovest, når man bevæger sig til musikken og den ikke kun er baggrundsstøj. Desuden bliver det hurtigt kedeligt og demotiverende for mig med for mange gentagelser og for lidt variation. Træning i form af hæltræk (spark i numsen eller hvad det nu hedder) til en hel sang efterfulgt af høje knæløft til hele næste nummer fungerer ikke for mig. Det bliver simpelthen for kedeligt. Men der er desværre ikke så mange valgmuligheder her i provinsen, og jeg har svært ved at skulle efterlade manden hver uge alene med to børn i ulvetimen med aftensmad og putning; ja, dårlige undskyldninger har jeg generelt rigtig mange af!
Summa summarum; jeg har endnu ikke fundet en motionsform som fungerer efter jeg er blevet mor. Motion får jeg generelt ikke noget af, da bilen har afløst cyklen (har over 30 km til arbejdet).

Storsøster på fire løber fra mig
Storsøster på fire løber fra mig

Det er næsten helt pinligt at indrømme, hvor lidt jeg faktisk rører mig, for jeg burde da af alle vide, hvor vigtigt det er. Jeg snakker næsten dagligt med patienter om, hvor godt motion er for deres depression, stress, sukkersyge, irriterede tyktarm, lungesygdom og så videre. Jeg understreger samtidigt, at motion jo ikke behøver at have noget at gøre med hverken fitnesscenter eller marathonløb. Det kan også være en rask gåtur eller noget med en cykel. Det handler om at finde noget, som man godt kan lide og som fungerer i hverdagen.

Jeg burde have motivationsfaktorer nok, for ikke nok med at jeg ved hvor godt og vigtigt motion er, så jeg er temmelig disponeret for diabetes. Og sidder jeg som overvægtig og inaktiv om 15-20 år, så er jeg næsten helt sikker på, at diabetes også har ramt mig der. Så på den måde er det vigtigt for mig, at jeg NU finder en motionsform som fungerer i min og vores hverdag. Ud over det med sundhed generelt, vil jeg i øvrigt gerne en pæn og slank krop. Og den kommer jo ikke af sig selv, slet ikke når man har rundet de tredive.
Det tror jeg faktisk er lykkes. Jeg har bestemt mig for at det er lykkes. Jeg har tidligere løbet i perioder, men har altid syntes at det er i bund og grund er ret kedeligt. Men samtidig er det en temmelig praktisk motionsform. Det er bare at tage løbeskoene på og så afsted uden at være afhængig af andet, end en til at se efter børnene. Og ikke mindst er tiden effektivt udnyttet – pulsen er hurtigt oppe og det tager ikke så lang tid at få forbrændt nogle kalorier, som ved eksempelvis cykling eller gåture.
Jeg er kommet godt i gang her over sommerferien. Jeg har løbet hver anden dag og er allerede oppe på 5 km, dog kun på 31-32 min. Jeg har bestemt mig for, at løb er sjovt. I takt med at jeg er kommet i gang og har sat mig lidt ind i løbetræning, er motivationen og energien steget. Jeg har søgt efter inspirerende blogs og info generelt, og er kommet frem til at prøve én dag om ugen med intervaltræning i form af 10-20-30, én dag med en kortere distance i højere tempo og én dag med en lidt længere distance i lavt tempo. Gode råd og tips til blogs og lignende med inspiration modtages gerne!
Mine mål er i første omgang 5 km under 30 min og på sigt at komme ned på 25 min. Jeg vil desuden gerne arbejde med min løbestil, både for at undgå skader, men også for ikke at se alt for bøvet ud :)

Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg kan holde motivationen og gejsten oppe nu hvor hverdagen med snartligt nyt job indfinder sig. Og så glæder jeg mig til at investere i nye løbesko og måske også lidt andet nyt løbeudstyr 😉 Jeg har desuden planer om hele tiden at minde mig selv om, hvor meget godt løb gør for mig. Ud over tidligere nævnte, så får jeg det rigtige godt mentalt efter en løbetur og et boost af energi og overskud. En løbetur er desuden en glimrende måde at komme af med frustrationer og negativ energi på.

Lidt om at være til stede (i nuet)

Eller bare være nærværende… Eller mangel på samme…

Jeg elsker når det lykkes bare at sidde med og bare være sammen med børnene. Det er der, hvor jeg ikke tænker på alt mulig andet og rigtigt ser børnene og deres leg, og opdager nye små ting, som de har lært for nylig.
Men det er jeg desværre ikke altid god til, slet ikke i hverdagen hvor der kan være en del at se til. Så flyver tankerne, og jeg tænker på alt det jeg burde gøre, få styr på og nå i stedet for at sidde sammen med børnene. Jeg bliver hurtigt utålmodig eller rastløs og kan ikke finde energien til at lege med børnene eller aflede dem, hvis de er ved at komme op og toppes eller hvis ulvetimen har ramt. Min barnlige fantasi har jeg mistet og jeg har svært ved at finde på og deltage aktivt i børnenes leg. Jeg er bedre til at sidde med dem og eksempelvis læse bog.
Den i børnesammenhæng udskældte mobiltelefon er næsten altid på lydløs, og har den haft ringet, venter jeg næsten altid med at ringe tilbage til børnene er kommet i seng. Jeg har primært mobilen i hånden, hvis jeg vil tage billeder. Jeg er i perioder slem til at ville dokumentere alt hvad børnene gør i stedet for bare nyde dem. Generelt øver jeg at lade mobilen ligge, når jeg er sammen med børnene.

Her kommer sommerferien belejligt. For vores familie går ferien primært ud på bare at være sammen os fire i skønne omgivelser med masser af hygge og god mad. Det er godt at komme i sommerhus, hvor man kommer væk fra de daglige pligter. Vi skal bruge masser af tid på at smide sten i vandet, lege i haven og spise is. Og jeg skal øve mig i bare at være til stede.

Lidt om frygten for at miste

Mon ikke vi alle kender den ubehagelige følelse, som man nogle gange kan få i kroppen, når man hører en ambulance eller læser/hører om sygdom og død i medierne. For mit vedkommende er det forskelligt, hvordan min hjerne reagerer, når jeg eksempelvis hører en ambulance. Nogle gange tænker jeg “nå, der er måske nogle (altså ambulancepersonale), som har travlt”, andre gange “bare det ikke er noget alvorligt”, eller “bare det ikke er min mand eller mine børn. Så skal jeg ind på sygehuset til dem nu. Hvad nu hvis de dør…” og så kører tankerne ellers bare derudaf derfra.

Nogle gange kommer det uden anledning; den ubehagelige uro i maven og de medfølgende tanker, som bare kværner i hovedet. Tankerne omhandler langt overvejende, hvordan det ville være at miste min mand, hvordan jeg nogensinde skulle kunne eksistere uden ham og klare mig som alenemor. Alene det at skrive disse ord ned nu, giver mig en klump i halsen her foran min computer.
I perioder tænker jeg slet ikke på det. På andre tidspunkter fylder det mere, og får disse tanker helt overtaget, kan jeg begynde at tude for mig selv. Jeg kan få OCD-træk, hvis jeg glemmer at sige “kør forsigtigt”, når vi siger farvel om morgenen. Jeg ved udmærket godt, at det ikke gør nogen forskel for risikoen for en ulykke, men jeg kan blive nødt til at ringe til ham for at få det sagt “kør forsigtigt”.
Jeg.vil.bare.ikke.miste.ham. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg vil dø før ham, men først om mindst tres år.

Jeg er i en periode nu, hvor frygten fylder mere end ellers, da sygdom og død rør på sig i periferien af nogle bekendskaber. Personligt er jeg ikke så berørt, men jeg bliver for tiden jævnligt mindet om vores dødelighed. At min mand oveni har været sløj de sidste dage af formentlig en helt almindelig og ufarlig virus, kan jeg mærke påvirker mig overraskende meget. Jeg har været langt mere bekymret, end jeg måske ville have været for et halvt år siden.

Denne frygt er et udtryk for hvor enormt priviligeret jeg er. Jeg har jo en fantastisk familie, som jeg elsker højt og som jeg for intet i verden ville undvære. Når man er så heldig, følger frygten for at miste vel (naturligvis?) også med på sidelinien. Jeg prøver ihærdigt at få frygten til at fylde mindst mulig og glæden ved det hele til at fylde mest mulig.

Om at være sammen med og også undvære mine børn…

… Og ikke savne mine børn, når jeg ikke er sammen med dem.
Jeg føler lidt som en dårlig mor, når jeg indrømmer, at jeg ikke savner mine børn, når jeg ikke er sammen med dem. Jeg synes altid jeg hører “jeg kan ikke nænne at tage fra børnene” eller “nøj, hvor jeg savnede dem hele weekenden, da vi var afsted”. Jeg har været væk fra storsøster ca. to weekender, da hun var enebarn, samt væk fra dem begge et par weekender indenfor det sidste års tid, hvor min mand og jeg var afsted sammen. Og jeg har nydt det i fulde drag og egentlig ikke savnet dem. Faktisk tænkte jeg ikke specielt meget på dem, mens vi var afsted. Det gør jeg egentlig heller ikke ret meget i løbet af arbejdsdagen. De fylder meget i min underbevidsthed. Eksempelvis skal jeg jævnligt tjekke mobilen, hvis nu de skulle have haft ringet fra institutionen eller lignende. Men det synes jeg altså ikke gør mig til en dårlig mor, og det prøver jeg at overbevise mig selv om. Jeg elsker jo stadig mine børn uendeligt højt, og det har hver gang, vi har været afsted, været helt vidunderligt at komme hjem til de skønne unger igen! Det gælder nu både efter et par dage, men også efter en almindelig arbejdsdag.

Min mand og jeg har fået børn sammen af en grund – nemlig at vi elsker hinanden højt og gerne vil have en familie sammen. Vi har haft flere gode år sammen, før vi blev forældre. Dengang vi kunne sove længe, bruge en halv dag på at forberede lækker brunch og efterfølgende spise den i ro og mag. Vi kunne uden videre tage ud om aftenen og nyde hinandens selskab eller se venner og veninder.
I perioder savner jeg fred og ro, søvn og frihed. Så er jeg frygtelig træt af skrig og skrål, opdragen og skælden ud. Der kan jeg godt længes lidt efter tiden før børn.
Én ting er, at jeg ind i mellem kan have brug for et lille afbræk fra hverdagen med små børn. En anden og langt mere væsentlig ting er vigtigheden af kærestetid; at få sat tid af til at se på hinanden, holde i hånd, snakke sammen og bare være to igen for en lille stund. Sidstnævnte vil jeg gerne prioritere, så vi kan pleje hinanden og vores forhold. Det kan forhåbentlig give lidt mere overskud i vores hverdag og forhåbentlig også medvirke til, at vi kan holde hinanden ud som par om både 10 og 20 år.

For ovenstående tænker jeg primært på kærestedag/weekend eller lignende, hvor man er alene to. Noget helt andet er nemlig hverdagen. Her savner jeg at være mere sammen med mine børn. Jeg ville ikke undvære mit arbejde, men jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne arbejde lidt færre timer, så jeg kunne have flere timer med børnene i hverdagen. Jeg kan godt få ret dårlig samvittighed over alle de timer, som de tilbringer i institutionen, og jeg synes tit, at jeg går glip af meget. Det optimale ville være, hvis det på et tidspunkt kunne lade sig gøre med en deltidsstilling…

Sommerferie og afsked om lidt, snart på vej videre… Igen…

Snart har jeg overstået min introstilling i praksis og endnu et seks måneders ophold er ved at være slut. Det er altså en af ulemperne ved speciallægeuddannelsen, og især den almenmedicinske; man når lige at komme godt i gang og falde godt til et sted, og så er det videre igen. Jeg har været rigtig glad for at være her, men jeg har også oplevet nogle af bagsiderne ved at sidde i en praksis. Det kan sørme være tungt og turbulent, når en af de faste læger bliver sygemeldt fra et i forvejen presset program. Så er et lille lægehus med få læger skrøbeligt.
Jeg har forsøgt at hjælpe til, så godt som jeg nu kunne. Jeg har lært rigtig meget under mit ophold og er også vokset med ansvaret, selvom det (ansvaret) til tider også var til den overvældende side. Især den sidste måneds tid har jeg været rigtig glad for mit arbejde. Jeg kan her i slutningen af mit ophold konkludere, at jeg trives i en praksis og godt kan lide den måde at arbejde på. Jeg synes, at det er sjovt med de mange forskellige patienter og at navigere i mange sygdomme, tilstande og medicin. Man ved (næsten) aldrig, hvad den næste patient bringer med ind af døren. Problemstillingerne er enormt alsidige, og arbejdet er rigtig sjovt og spændende.
Her har jeg her nogle virkelig søde og meget behageligt kolleger, og lige nu har jeg egentlig ikke den store lyst til at tage afsked med dem.
Jeg prøver at se det fra de lyse side. Jeg skal snart prøve en helt anden arbejdsform og måde at være læge på, og jeg kan se frem til et helt år, og ikke kun seks måneder, på samme arbejdsplads.

Lidt om barndomstryghed, hvad jeg ønsker for mine børn og gerne vil give dem med videre i livet

Det (overskriften) er jo egentlig temmelig relevant at tænke over og tale om. Men det er faktisk ikke noget som hverken vi eller jeg har gjort så meget i. Jeg ved ikke helt, hvad min mand har gjort sig af specifikke tanker, men grundlæggende er vi ret enige om opdragelsen, så på den måde har der heller ikke (endnu) været grund til de længere diskussioner.

Efter det gik op for mig at jeg ikke havde gjort mig så mange specifikke tanker, har jeg forsøgt at sætte lidt ord på for mig selv.
Helt basalt ønsker jeg, at mine børn skal føle sig elsket og trygge. Jeg håber også, at de bliver gode kammerater og gode til at indgå i sociale sammenhænge. Jeg håber, at de bliver gode til at tænke selvstændigt og danne sig deres egne meninger. Vi søger at opdrage dem med gode manerer; sige tak for mad; tak for gaven; sige pænt goddag og farvel. Jeg håber også at de generelt kommer til at opføre sig pænt overfor alle, uanset hvem de står overfor.

Når man snakker opdragelse og hvilke værdier man ønsker at give sine børn med videre, synes jeg, at det er helt centralt at tage udgangspunkt i sig selv. Børn ser op til deres forældre og spejler sig i dem.

En væsentlig forudsætning for at skabe en tryghed, er at have det godt selv; altså som forælder. Da det først slog mig, syntes jeg at det var modsætningsfuldt; altså at bruge krudt på sig selv og sit egen velbefindende, når det egentlig er børnene, som det drejer sig om. Men det er gået op for mig, at det jo er ret centralt også at tænke på sig selv. For først når jeg har det godt selv, er jeg fuldt ud i stand til at give maksimal tryghed, overskud osv. videre til mine børn.
Jeg er selv vokset op med en mor, som ikke altid har haft det lige godt psykisk, og det har da sat sine spor gennem min barndom. Hun har haft ret dårligt selvværd. Bl.a. har hun ikke altid haft lyst til (eller ikke ment at det var værd) at fejre sin fødselsdag. Det følger mig lidt; at man ikke bare skal give den gas, når man har fødselsdag og ikke rigtigt må ønske sig at blive fejret. Men jeg prøver at ryste det af mig. For jeg vil gerne give videre til mine børn, at en fødselsdag (og dermed en person) altid skal fejres og fortjener at blive fejret!
Tryghed er jo mange ting. For mig er det blandt andet at have en rolig base at komme hjem til, hvor det er trygt og rart at være. Det er at have nogle mennesker omkring sig, som man kan stole på og ved hvor man har. Det er en vis grad af forudsigelighed. Tryghed er rigtig mange ting, og jeg håber, at jeg kan give mine børn tryghed med på vejen gennem livet.